Peter Thiesen

Den norske dramatiker Henrik Ibsens (1828-1906) monumentale digterværk Peer Gynt fra 1867 er i en vis forstand en kolos på letbenede versefødder. Et vildt og stærkt epos, der indimellem løber løbsk, som knopskyder i alle mulige og umulige retninger, ja, som faktisk sine steder – ikke mindst i 4. handling – bliver decideret syret og efterlader sin læser lettere stakåndet og perpleks.

Inde bag de mange kunstfærdige lag, der i nogen grad griber tilbage til gammelt sagnstof befolket af trolde, nisser, elverfolk og andre overnaturlige væsner, gemmer sig et psykologisk drama, der gentager evigt aktuelle temaer.  Selv om vi slet ikke får hele forhistorien om Peers tidlige barndom, har vi nok til at sammenfatte, at Peers far, Jon Gynt, har svigtet sin kone og sit barn og formøblet familiens formue på svir, overilede investeringer og ekstravagant ødselhed. Da pengene er brugt op, forlader faren sin kone og sit barn, og med faldet ned i fattigdommen og den sociale elendighed forsvinder alle andre notabiliteter og venner af huset ligeledes. Peer og Åse isoleres fra omverdenen, og moren, fornemmer man i stykkets første handling, forsøger at kompensere for faldet gennem en flugt ind i det fantastiske og eventyragtige. Al den tabte storhed projiceres over i sønnen gennem historier om helte og trolde, som den af sin far forladte dreng grådigt søger tilflugt i. Disse grandiose og groteske karakterer fra Åses fortællinger bliver drengens nye identifikationsfigurer, og sammen med den uheldsvangre mor-søn-symbiose lægges her grunden til Peers desintegrerede, splittede selv, hans narcissisme og løbskløbende megalomani, hans afmagt og fortabelse. Det stof er der kommet stor kunst ud af.

Henrik Ibsens folkelige hovedværk, versdramaet ’Peer Gynt’ (1867), er baseret på Asbjørnsens norske eventyr. Det var ikke oprindeligt tænkt til opsætning på scenen, og først i 1876 blev stykket uropført, med Edvard Griegs scenemusik, fordelt på 23 stykker. I dag har stykket fået klassikerstatus som en særlig nordisk Faustfortælling, hvor myter og folklore forenes med Ibsens eksistentielle tema om at finde sig selv. Denne fulde oversættelse af Peer Gynt, ved Søren R. Fauth, danner også grundlag for Det Kongelige Teaters opsætning i 2025 i en bearbejdet version.

Hun er enspænder, kvinde og skibskok og på rejse i Sydamerika. Da hun møder islændingen Samsa slår det gnister og langsomt må den uafhængige Boulder, eller Rullesten som Samsa kalder hende, opgive sin uafhængighed og blive slave af sin kærlighed.  På Island passer hun hjemmet, mens Samsa forfølger karrieren, men da to skal blive til tre og Samsa bliver gravid står Boulder i et dilemma.  ‘Boulder’ er både en historie om kærlighed og ensomhed. Om frihed, passion og kærligt familieliv, der kan udvikle sig til et fængsel.

Romanen blev shortlistet til The International Booker Prize i 2023 med begrundelsen:

”Boulder er en sanselig, sexet intens bog. Eva Baltasar fortætter fornemmelsen og erfaringerne fra et dusin traditionelle romaner til godt 100 siders fortættet prosa. En indtrængende historie om queer kærlighed og moderskab, der åbner dilemmaerne med at udveksle uafhængighed med intimitet.”

‘Boulder’ er den anden af tre romaner, som catalanske Eva Baltasar har skrevet, der undersøger kvinders vilkår i forskellige afgørende livssituationer. Baltasars første roman ‘Permafrost’ er udkommet på Sisyfos i 2022.

I en af Tjekhovs berømteste og mest hjerteskærende – og moderne – fortællinger har en yngre, veluddannet læge resigneret på et lille primitivt hospital i en afstumpet russisk provins.

På Stue 6 fatter han interesse for en psykiatrisk patient der er diagnosticeret med forfølgelsesvanvid. Under deres samtaler, som vækker omgivelsernes mistro, krakelerer lægens beskyttende skjold af kynisme og han bliver sårbar. Hvem er syg og hvem er sund og hvor går grænsen? Og kan et menneske bevare sin psykiske sundhed under umenneskelige vilkår?

Anton Pavlovitj Tjekhov (1860-1904), hvis farfar var livegen, blev født i steppebyen Taganrog ved det Azovske hav som søn af en købmand, der gik fallit da Tjekhov var 16. Han læste medicin i Moskva og arbejdede som læge inden han helligede sig litteraturen. Tjekhov forblev i sine værker kølig over for sin samtids omdiskuterede spørgsmål og ideologier, men hans knappe, diskrete og empatiske prosa viser en stærk skønhedssans og blid melankoli. Tjekhov var i alt Dostojevskijs modsætning, men de to førte i samme grad den russiske litteratur ind i modernismen. Tjekhov kom til at spille en stor rolle i det tyvende århundredes europæiske og amerikanske litteratur og har stærkt inspireret blandt andre Ernest Hemingway, Raymond Carver og Alice Munro. Hans sene dramatik, Mågen, Onkel Vanja, Tre søstre og Kirsebærhaven, havde til at begynde med ikke succes i Rusland på grund af misforståede opsætninger, men i dag er Tjekhov den næstmest opsatte dramatiker i verden efter Shakespeare.

Udkommer 6. maj 2024

Gyserhistorier foregår i en lille landsby ikke langt fra Budapest på en ø i Donau i sommeren 1967. Romanen følger et broget persongalleri der befinder sig i en ildevarslende tilstand, som om hele landsbyen gyser. Den brændende sommerhede sitrer af noget indestængt, der venter på at kunne bryde ud. Undervejs skiftes mellem forskellige ‘historier’, der knytter sig til forskellige karakterer, og disse historier væver sig mere og mere ind i hinanden, og nye sammenhænge opstår. Romanens karakterer er fyldt af forestillinger, fordomme, fantasier, drømme og syner, som gradvist bliver vanskeligere at adskille klart fra virkeligheden. Karaktererne kan selv komme i tvivl om, hvad de siger højt, og hvad der alene er tanke. Hvad er virkelighed, hvad er fantasi, og hvilken synsvinkel er den rigtige? På trods af forsøg på nøgterne, til tider videnskabelige beskrivelser og analyser er tilnærmelsen mellem forestillinger og virkelighed ikke til at stoppe. Selv om bogens karakterer har vidt forskellige forudsætninger med hensyn til erfaring, uddannelse og dannelse, og om de er bymennesker eller landsbyboere. I et stort crescendo samles alle tråde i romanens gysende afslutning.

Péter Nádas f. 1942, arbejdede oprindeligt som fotojournalist, men debuterede som forfatter med kortromanen Bibelen i 1967, udkommet på Sisyfos i 2023. Hans tilgang til de psykologiske aspekter af det kommunistiske styre i 50’ernes og 60’ernes Ungarn førte til et publiceringsforbud fra 1969 frem til 1977, hvor romanen Slutningen på en familieroman udkom. Siden fulgte tobindsværket Memoirernes bog fra 1986, der for alvor gjorde ham til en af den europæiske litteraturs største forfattere. Senest har man på dansk kunne læse storværket Parallelle historier fra 2005, hvor Nádas fortsætter med at flette den europæiske historie sammen med menneskeskæbner i Ungarn og Centraleuropa. Nádas’ stil er kendetegnet ved en ordrig prosa, der bevæger sig i én strøm ud og ind af hovedet og kroppen på hans karakterer, med særligt fokus på den sanselige spænding, der opstår mellem mennesker. Med Gyserhistorier cementeres yderligere Nádas’ status som en af Ungarns største nutidige forfattere.

Netotjka Nezvanova er historien om en fattig lille pige, der vokser op i skyggen af sin dominerende stedfar. Han betragter sig selv som et misforstået musikalsk geni, men er i det omgivende samfunds øjne en fordrukken døgenigt. Lille Netotjka er dybt fascineret, ja nærmest forelsket i sin stedfar og det udnytter han til at få lokket penge ud af hendes hårdtarbejdende mor.

Hver gang hun passerer et bestemt hus på gaden, fantaserer hun om, at de aristokratiske beboere vil trække hende ud af fattigdommen. Og en dag går hendes drøm på næsten magisk vis i opfyldelse! Hun bliver indlemmet i familien og bedste veninder med husets datter. Men nu skal hun leve sit liv på helt nye vilkår, og hendes eneste hjælp er hendes sjæls renhed. Kræfter, hun ikke forstår, både i familien og inde i hende selv, river og flår i hende, så hun ikke længere ved, hvem hun er, eller hvem hun skal være.

Romanen var den sidste, Dostojevskijs skrev, inden han i 1849 blev dømt til 10 års fangelejr og landflygtighed, og den eneste med en kvindelig hovedperson. Skildringen af den unge pige, der må så meget ondt igennem, har stærke romantiske træk, men giver også en forsmag på den psykologiske realisme, som Dostojevskij siden skulle udfolde i sine mere berømte romaner.

‘Stemmeimitatoren’ fra 1978 er formentlig Thomas Bernhards mest sorthumoristiske værk. I 104 korte tekster hudfletter han det moderne samfund i en stil, der kan minde om en højtidelig retsreportage. En komiker springer i ’Alvor’ ud fra en klippe, hold efter hold af ’Huleforskere’ forsvinder i de huler de skulle udforske, og borgmestrene i ’Pisa og Venedig’ overvejer at bytte om på Kampanilen og Det Skæve Tårn. Mord, selvmord og en lang række fantastiske begivenheder i Europa, Nordafrika og Sydamerika fremstilles, så de virker troværdige, men ender ud i det absurde. Bogen er oversat af Søren R. Fauth, mens forfatter Jeppe Brixvold har skrevet efterskrift.

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition.

Udkommer 5. oktober 2023

I begyndelsen af 1950’erne flytter drengen Gyuri og hans familie ind i en villa i Budabjergene. Ungarn er underlagt et hårdt, stalinistisk diktatur, hvor Gyuris forældre nyder fordelene af at være loyale partisoldater i den nye kommunistiske stat. De paradisiske forhold i og omkring villaen kan dog ikke holde den angst nede, der konstant forfølger Gyuri, og han begynder langsomt at opføre sig sadistisk og nedgørende overfor sine omgivelser. I Bibelen bliver den politiske virkelighed i Ungarns 50’ere med sproglig præcision gjort til et psykologisk kammerspil, hvor fortrængt begær, mødet imellem skyld og uskyld og forskellige samfundslag slår gnister.

Péter Nádas f. 1942, arbejdede oprindeligt som fotojournalist, men debuterede som forfatter med Bibelen i 1967. Hans tilgang til de psykologiske aspekter af det kommunistiske styre i 50’ernes og 60’ernes Ungarn endte med et publiceringsforbud fra 1969 frem til 1977, hvor romanen Slutningen på en familieroman udkom. Siden fulgte tobindsværket Memoirernes bog fra 1986, der for alvor gjorde ham til en af den europæiske litteraturs største forfattere. Senest har man på dansk kunne læse storværket Parallelle historier fra 2005, hvor Nádas fortsætter med at flette den europæiske historie sammen med menneskeskæbner i Ungarn og Centraleuropa. Nádas’ stil er kendetegnet ved en ordrig prosa, der bevæger sig i én strøm ud og ind af hovedet og kroppen på hans karakterer, med særligt fokus på den sanselige spænding, der opstår mellem mennesker. Med Bibelen i dansk oversættelse er det nu muligt at følge kimen til de temaer fra Nádas’ senere store romaner, der har været med til at cementere hans status som en af Ungarns største forfattere i nyere tid.

Udkommer 28. september 2023.

På den endeløse sydrussiske steppe nær det nuværende Ukraine er den niårige dreng Jegorusjka på vej hjemmefra, til skolegang og et ukendt liv i en fremmed by. Hans morbror, en driftig handelsmand, er på vej mod det Azovske hav og har modstræbende lovet sin søster, der er enke med kun det ene barn, at få knægten bragt frem. Med på den lange rejse er også en skikkelig gammel præst. På rejsen – hvor han det meste af tiden ligger oven på et højt læs uldballer – gennemlever Jegorusjka hjemve, angst, undren og sygdom og møder de voksnes mysterier, skæbner og omsorg. Men hovedpersonen i ‘Steppen’ er steppen selv, dens himmel, dyr og planter, voldsomme hede, uvejr, fare, skønhed, dens uendelighed og uransagelige vemod.

Anton Pavlovitj Tjekhov (1860-1904), hvis farfar var livegen, blev født i steppebyen Taganrog ved det Azovske hav som søn af en købmand, der gik fallit da Tjekhov var 16. Han læste medicin i Moskva og arbejdede som læge inden han helligede sig litteraturen. ‘Steppen. Historien om en rejse’ (1888) er Tjekhovs første store seriøse værk efter at han igennem 1880’erne – en trist og reaktionær periode i Rusland – havde skrevet hundredvis af små humoristiske historier til pressen for at forsørge sig selv og sine søskende og forældre. Sin ’slave-baggrund’ vristede han sig ud af hele livet. Tjekhov forblev i sine værker kølig over for sin samtids omdiskuterede spørgsmål og ideologier, men hans knappe, diskrete og empatiske prosa viser en stærk skønhedssans og blid melankoli. Tjekhov var i alt Dostojevskijs modsætning, men de to førte i samme grad den russiske litteratur ind i modernismen. Tjekhov kom til at spille en stor rolle i det tyvende århundredes europæiske og amerikanske litteratur og har stærkt inspireret blandt andre Ernest Hemingway, Raymond Carver og Alice Munro. Hans sene dramatik, ‘Mågen’, ‘Onkel Vanja’, ‘Tre søstre’ og ‘Kirsebærhaven’, havde til at begynde med ikke succes i Rusland på grund af misforståede opsætninger, men i dag er Tjekhov den næstmest opsatte dramatiker i verden efter Shakespeare.

En landsby, som med krigen udvikler sig fra rolig til beklemt. En trediveårig mand i midtlivskrise. En far der ikke kan elske sin søn, og en flok krigsveteraner der tager krigen med sig i deres civile liv. Ingeborg Bachmanns Det tredivte år er en både brutal, smuk og livsklog skildring af det centraleuropæiske menneske anno 1961. Bachmann var selv i midten af trediverne da bogen udkom og er lykkedes med at lade sit røntgenblik trænge lige så dybt ind i den mandlige psyke, som i den kvindelige. Samlingen, er præget af krigens sorte skygge. Alligevel indeholder den små antydninger af håb om en ny tid hvor det særligt er de borgerlige patriarkalske dyder, der står for fald.

I Barndom i en østrigsk by skildres den omsiggribende uro og paranoia der opstår i et landsbysamfund efterhånden som anden verdenskrigs skygge trækker op i horisonten. Det tredivte år er en knivskarp analyse af de overvejelser man står i, når livets alvor trænger sig på og ungdommens ubekymrethed er forbi. Alt følger, på uhyggelig vis, en mand der ikke formår at elske sit barn og først for sent erkender hvad han kunne have gjort anderledes. Blandt mordere og galninge viser hvor tynd civilisationens fernis er hos den generation af mænd der gik forrest på krigens slagmarker. Et skridt mod Gomorra skildrer en borgerlig kvindes forsøg på at frisætte sig i mødet med en yngre kvinde. En Wildermuth følger en dommers sygelige sandhedssøgen, der har forpestet hans liv. I Undine går afsiges der dom over en særlig mandetype under samlebetegnelsen ’Hans’.

Ingeborg Bachmann (1926 – 1973) er en af østrigsk mest betydningsfulde forfattere. Efter en doktorgrad på baggrund af studier i filosofi, psykologi og germanistik debuterede hun som digter i 1953. Hun blev en del af den såkaldte Gruppe 47, der blandt andet talte digteren Paul Celan, som hun stod i et forhold til. Hendes værker tæller især kortprosa, digte og ikke mindst hørespil. Mod slutningen af sit liv påbegyndte hun en romancyklus, hvoraf kun romanen Malina blev udgivet. Efter hendes tragiske død i 1973 er den ufuldendte roman Franzas bog også blevet udgivet. Bachmann beskrives ofte som en stærk feministisk stemme, men som Det tredivte år vidner om, var hun en lige så stærk skildrer af den mandlige som af den kvindelige psykologi.