Peter Thiesen

En ungarsk forfatter får sin selvbiografiske roman om opholdet i koncentrationslejren Auschwitz afvist af et forlag. Med denne ’fiasko’ i bagagen, begynder han at gennemgå alle de noter han tog i forbindelse med arbejdet på romanen. Noterne fører hans opmærksomhed mod hans liv efter koncentrationslejropholdet og en ny roman tager form.

Denne roman i romanen følger Steno, der ankommer til sit gamle hjemland, efter en udlandsrejse. Han prøver konstant at tilpasse sig, først i sin gamle stilling som journalist, siden som fabriksarbejder, men alle steder er han en fiasko. Ved venners hjælp bliver han medarbejder i et ministerium, men hans manglende interesse for det bureaukratiske magthierarki, sender ham igen på gaden som arbejdsløs. De mange nederlag får Steno til at indse at han må gå i gang med det eneste projekt han brænder for; at skrive en roman om sin fortid.

Imre Kertész blev født i 1929 ind i et ikke ortodokst jødisk miljø i Budapest. I 1943 blev han deporteret til først Auschwitz og siden Buchenwald koncentrationslejren hvor han forblev til krigens afslutning. Hans absurde oplevelser i koncentrationslejren beskrev han senere i romanen De skæbneløse fra 1975 (da. 1996). I stærk stiliseret form imiterer Kertész her den infantile måde som hans 14årige alter ego oplever koncentrationslejren. Et sprog der ifølge Kertész også mimer den ’banale ondskab’ som kommer til udtryk i totalitarismens udryddelseslejre.  Fiaskoen fra 1988, kan udover som selvstændig roman, læses som en forsættelse af De skæbneløse. Hvor Kertész i De skæbneløse analyserer totalitarismens indvirkning på individet i koncentrationslejren, kan Fiaskoen læses som oplevelsen af at leve i det totalitære kommunistiske Ungarn efter krigen. Med lån fra især Franz Kafkas, Samuel Becketts og Albert Camus’ forfatterskaber beskriver Kertész, med stor humor, de absurde vilkår mennesket bliver underlagt i det kommunistiske diktatur.

Kertész har desuden skrevet romanerne Kaddish for et ufødt barn (1992, dansk 2002) og Likvidation (1999, dansk 2004) der også kan læses som en del af romantetralogien der indledes med De skæbneløse og Fiaskoen. Kertész modtog i 2002 Nobelprisen i litteratur for et forfatterskab der ifølge nobelkomiteen ”fremhæver den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.

Uddrag fra bogen

Hvis jeg på det tidspunkt havde grebet og påtaget mig den rolle, der hørte til situationen, var jeg aldrig endt dér, hvor jeg er i dag. For en forfatter kan ikke få en mere kostbar laurbærkrans end den, at hans samtid er blind for ham; yderligere tilføjes en diamant, hvis blindheden er parret med, at man giver ham mundkurv på. Uanset at jeg altså skrev på en roman og var ude af stand til at forestille mig anden beskæftigelse, anså jeg det i virkeligheden aldrig for min beskæftigelse. Selv om denne roman var mere nødvendig for mig end alt andet, lykkedes det mig aldrig at overbevise mig selv om, at jeg var nødvendig. Det ser ud til, at jeg ikke kan overskride min naturs grænser, og min natur er tempereret som det himmelstrøg, jeg lever under. Mine følelser veg forfærdet tilbage for fiaskoens risikable hæder.

I en fabulerende monolog, der er lige så bidsk morsom, som den er grænseoverskridende, gør en ung kvinde op med alt det, der har formet hendes hidtidige eksistens. Alt imens en vis dr. Seligman gør sig klar til at operere hende, betror hun sig til ham om sit liv og om sit forhold til maleren K. Seksuelle fantasier om Hitler, opgør med tysk mad- og kropskultur og en særlig japansk sexrobot er bare nogle af emnerne i fortællerens ustoppelige talestrøm.

I spændingsfeltet mellem kulturel og seksuel identitet på den ene side og den fysiske krop på den anden udfordrer romanen vores forestillinger om, hvad der ligger fast fra naturens hånd, og hvad vi faktisk selv kan ændre på.

Katharina Volckmer er født 1987 i Tyskland og bosiddende i London, hvor hun arbejder på et litterært agentur. Aftalen, oprindeligt udgivet i 2020, er hendes debutroman. Den er oversat til 16 sprog og opsat som teaterstykke i flere lande.

Hun er en hæmningsløs elsker og en ondskabsfuld men morsom betragter af det moderne liv. I en fabulerende lang monolog bevæger fortælleren i Permafrost sig igennem sit livs op- og især nedture. Fra barndommens spirende seksualitet, til sit fuldt udfoldede og grådige forbrug af kvinder i voksentilværelsen som evighedsstudent. I skyggen af den store livsudfoldelse dvæler hun ved selvmordstanker og manisk frygt for sygdom, indrammet af en eksistentiel angst for ikke at passe ind. En dobbelttydig roman, eller som avisen El Pais skrev, ”Baltasar behandler følelser som radioaktivt materiale; det vil sige, som noget der både dræber og gennemlyser os”. 

Catalanske Eva Baltasar havde 10 digtsamlinger bag sig, da hun i 2018 debuterede med Permafrost. Romanen er noget så sjældent som et portræt af en selvmordstruet kvinde fortalt med stor humor og livsappetit. Romanen har vundet flere priser i Catalonien og Spanien, og er blevet oversat til en lang række sprog. Baltasars baggrund som lyriker fornægter sig ikke i den tætpakkede, billedrige prosa. Permafrost er den første af tre romaner, Baltasar har skrevet, der undersøger kvinders vilkår i forskellige afgørende livssituationer. 

“Kan du huske den film, vi så, da vi var små?” starter jeg. “The Great Escape. Vi så den i alt fald syv eller otte gange sammen med far. Den handlede om nogle amerikanske piloter, der var taget til fange i nazi-Tyskland. Det lykkes dem at grave en utroligt lang tunnel under hele fangelejrens område. Men

den nat, hvor den store flugt skal finde sted, kommer de ud af tunnelen blot for at opdage, at der mangler seks meter for at være ude i skoven. De havde beregnet forkert med seks meter! Så havde de ikke anden udvej end at sætte livet på spil ved at løbe det sidste stykke, udsat for vagternes blikke. Kan du huske det?” “Nej,” svarer søs ligegyldigt. “Det er også lige meget. Det, jeg ville sige, er, at når man er sammen med en anden kvinde, så er det som at komme ud af tunnelen og opdage, at man faktisk har gravet de sidste seks meter, der manglede.

“Oplevelsen med at læse denne bog er fuldstændig uforglemmelig”

– New York Times

“Vi mærker både livets ubærlighed, og hvordan ord og sex – og specifikt sex mellem kvinder – midt i det hele får fortælleren til at føle den legemliggjorte glæde ved at være i live.”

– The Guardian

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition.

Forstyrrelse fra 1967 er en af Thomas Bernhards tidlige romaner, der var med til at give ham hans internationale gennembrud. En læge tager på sygebesøg med sin søn til forskellige patienter i den østrigske delstat Steiermark. Turen former sig som i Dantes Den guddommelige komedie, hvor lægen og hans søn, som Dante og Vergil, bevæger sig igennem forskellige versioner af helvede hos de afstumpede og forstyrrede patienter. Den sidste patient, fyrsten Saurau, afslutter romanen i en lang monolog, der former sig som et opgør med den moderne civilisation.

Jeg havde allerede i længere tid betragtet mig selv som en organisme som jeg på kommando og gennem min egen viljeskraft kunne disciplinere. Selvfølgelig oplevede jeg indimellem tilbageskridt som dog ikke førte til fortvivlelse. At komme ud af den tilstand der gjorde mig sårbar over for fortvivlelsen, var, sagde jeg, den største anstrengelse værd. Hellere være frygteligt anstrengt, sagde jeg, end dybt fortvivlet. Der fandtes øjeblikke hvor jeg var i stand til fuldstændig uden anstrengelse at gennemskue skaberværket der ikke var andet end en stor udmattelse. “Øjeblikke,” sagde jeg.
Hver dag byggede jeg mig selv helt op for derefter at ødelægge mig selv helt igen. Fornøjelsen, sagde jeg, består deri ved hjælp af hjernen at gøre sig til en mekanisme man kan befale over, og som adlyder.
Udelukkende gennem denne beherskelse kan mennesket være lykkeligt og erkende sin natur. Det er dog de færreste der nogensinde erkender deres natur

“De første 94 sider (…) er nogle af de bedste i forfatterskabet.”

⭐⭐⭐⭐

– Kristeligt Dagblad

“Thomas Bernhard stiller dystre diagnoser med et velsignet glimt i øjet.”

– Weekendavisen

“Sjovt på den sorteste måde.”

– Information

I denne første samlede udgave på dansk af Aleksandr Pusjkins fortællinger og kortromaner indgår blandt andet de genrefornyende “Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger”. De var digteren Pusjkins første prosaværk og blandt andet derfor udgivet som værende skrevet af den opdigtede amatør Belkin. Siden har Belkin-fortællingerne fået klassikerstatus. Som alle værkerne i denne samling viser de hvordan Pusjkin både tematisk og sprogligt grundlagde den russiske skønlitteratur, som hans efterfølgere Gogol, Turgenev, Dostojevskij, Tolstoj og Tjekhov med flere stod i gæld til. “Spar Dame”, med sin blanding af gotisk romantisk drama og realisme, vil vække genkendelse hos danske læsere på grund af Tjajkovskijs opera af samme navn. Romanen “Kaptajnsdatteren” er et af den russiske litteraturs mest elskede hovedværker. I den uafsluttede roman “Peter den stores afrikaner” berører Pusjkin sine egne afrikanske aner, og med den historiografiske pastiche “Gorjukhino Kirkebys historie” viser han – som var en habil historiker – sit kærligt satiriske talent. Den Walter Scott-inspirerede kortroman “Dubrovskij” er med en dramatisk røver- og kærlighedshistorie som motor en humanistisk og dog usentimental beskrivelse af russisk herregårdsliv i 1800tallet.

Aleksandr Sergejevitj Pusjkin (1799-1837) betragtes som Ruslands nationaldigter og skaber af det russiske sprog. Både for sine værker og for den aura af lys, intellektuel og åndelig suverænitet, der er om hans person, er han stadig elsket, ja forgudet af sine landsmænd. Først med Pusjkin blev den russiske litteratur national, skrevet på russisk – selv om adelen længe efter fortsat talte fransk og knap beherskede russisk. Pusjkin skrev både lyrik, drama og epik – for eksempel de berømte versdramaer “Jevgenij Onegin” og “Boris Godunov”, (der ligger til grund for berømte operaer af henholdsvis Tjajkovskij og Musorgskij) – og i sine sidste år altså også prosa. Inden for alle genrer var han en fornyer, i nogle tilfælde skaberen af dem på russisk jord. Hans mest berømte prosaværker er alle med i denne samling. Blandt Pusjkins mest berømte poetiske værker er det legendariske langdigt “Bronzerytteren”, der var med til at skabe den særlige Petersborg-mytologi, der siden blev fulgt op af Nikolaj Gogol, Fjodor Dostojevskij, Andrej Belyj og Aleksandr Blok – for ikke at nævne Anna Akhmatova og Josef Brodskij. I hele Rusland læres digte af Pusjkin i skolerne, de reciteres ved sammenkomster og synges som sange, ligesom navnene på hans hovedpersoner er kendte af alle russere. Pusjkins liv blev afbrudt af en duel da han var 37 og familiefar, et resultat af en flirtende kone, ydmygelser ved tsar Nikolaj den Førstes hof og først og fremmest et heftigt temperament, som står i skarp kontrast til den klarhed og harmoni, der hersker i hans værk.

“Alt, hvad Pusjkin skrev, skrev han med forbløffende stilistisk sikkerhed.”

– Weekendavisen

“Den samlede udgave af Aleksandr Pusjkins prosa viser, hvor meget den store russiske litteratur har at takke ham for.”

⭐⭐⭐⭐

– Kristeligt Dagblad

“Den store russiske poet var en filur, når han skrev prosa. Marie Tetzlaff præsenterer ham i et flot udvalg.”

❤❤❤❤

– Politiken

“Ligesom Shakespeare opfandt det engelske sprog, opfandt Pusjkin i høj grad det russiske sprog, og ligesom Mozart er hans status som geni ikke defineret ved kompleksitet, men ved enkelhed.”

– Atlas Magasin

Egentlig er der slet ikke noget, der hedder Petersborg-fortællinger. I al fald var det ikke Gogols egen idé. Tre af fortællingerne udkom oprindeligt i bogen Arabesker (1835), som han selv kaldte for ”en forvirret blanding af alt mellem himmel og jord”. Den indeholdt diverse essays om historie og kunst – ja, og så ”Nevskij Prospekt”, ”Portrættet” og ”En afsindig mands optegnelser”. ”Næsen” blev trykt i 1836 i Aleksandr Pusjkins tidsskrift Den Samtidige. Det skete, efter at den i første omgang var blevet afvist af Den Moskovitiske Iagttager, der betegnede den som ”nedrig og triviel”. Seks år senere vejrede ”Næsen” igen morgenluft. I 1842 blev den genudgivet i Den Samtidige, denne gang i en bearbejdet udgave. Blandt andet havde Gogol fjernet de mest åbenlyse hentydninger til, at episoden med næsen blot var en drøm. På russisk hedder fortællingen Nos, men til at begynde med var titlen Son, som netop betyder ”Drømmen”. ”Kappen” (som til at begynde med hed ”Fortællingen om embedsmanden, der blev frarøvet sin kappe”) udkom som den sidste i 1842, selvom Gogol havde bagt på den i seks år. Fortællingen blev indlemmet i hans samlede værker, der udkom samme år – der var hans verdensberømte komedie Revisoren også med, men ikke Døde sjæle, der udkom særskilt, også i 1842. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at referere til historierne som ”Petersborg-fortællinger”, og i 1924 udkom de første gang særskilt under den betegnelse.

Hvis russisk litteratur havde et Mount Rushmore, ville Nikolaj Gogol (1809-52) være mejslet i granit side om side med Aleksandr Pusjkin, Ivan Turgenev, Fjodor Dostojevskij og Lev Tolstoj. Gogol var ukrainer ud af en lavadelig familie med eget landsted, men få midler. Han rejste til Petersborg 18 år gammel med en eksalteret drøm om at tjene staten som embedsmand. Men det var som forfatter, han fandt sit kald – godt hjulpet på vej af sit store idol, den senere nationaldigter Aleksandr Pusjkin. De mødte hinanden i 1831 og indledte et arbejdsvenskab, som Gogol værdsatte dybt. Samme år skrev de begge historie; Gogol med “Aftener på en gård nær Dikanka” og Pusjkin med “Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger”, der lagde grundstenen til de store prosaværker i 1800-tallets russiske litteratur. Få år senere fulgte fortællingerne, der er blevet kendt som “Petersborg-fortællinger” (1835-42), mens komedien “Revisoren” fra 1836 placerede Gogol som en stor samfundssatiriker. Rollen som satiriker i opposition til tsarens Rusland passede på ingen måde Gogol, og i perioden frem til 1848 levede han store perioder i udlandet. Her skrev han blandt andet det meste af hovedværket “Døde sjæle” fra 1842. Gogol blev i de efterfølgende år ufrivilligt omdrejningspunkt for den russiske intelligentsias opposition til tsarens styre. Gogol kæmpede forgæves med anden del af “Døde sjæle”, som han brændte det meste af manuskriptet til. Han døde desillusioneret og afkræftet af sygdom i 1852.

“Den store russiske samfundssatiriker Gogols Petersborg-fortællinger er frydefuld læsning.”

❤❤❤❤❤

– Politiken

“Gogol var en af de største af de store. Hans spidse skrift og visioners rigdom er overalt en nydelse at læse. Det er slående, hvor moderne forfatteren virker, når han udfordrer fornuftens og litteraturens randszoner.”

⭐⭐⭐⭐⭐

– Kristeligt Dagblad

Tre forsømte brødre, en dekadent levemand af en far, to jaloux kvinder og et mord. Dostojevskijs sidste store roman og hovedværk Brødrene Karamazov ligner umiddelbart opskriften på en klassisk thriller eller kriminalroman, men er samtidig meget mere.De tre brødre repræsenterer hver deres eksistentielle og psykologiske position, og selvom romanen ikke savner ydre plot og handling er den samtidig en dyb fortolkning af det 19. og siden 20. århundredes filosofiske spørgsmål.

Den grænseløse og udsvævende Dmitrij, den kølige, intellektuelle Ivan og den menneskevarme og stærkt troende Aljosja bliver i løbet af romanen kastet rundt imellem et væld af bipersoner og positioner med et bestialsk mord som romanhandlingens samlende midtpunkt. Hvem er morderen, er romanens store spørgsmål, og svaret er langt fra ligetil.

Brødrene Karamazov blev Dostojevskijs sidste og mest omfangsrige værk. Med denne roman samlede han trådene fra alle sine store romaner Idioten, Forbrydelse og Straf og Onde Ånder. Temaerne, der i disse tidligere romaner kun var delvist forløst, fik i Brødrene Karamazov deres endelige form. Det var planen at der skulle komme en forsættelse til romanen, men kort efter dens udgivelse døde Dostojevskij af en blodstyrtning.

Romanens betydning for eftertidens litteratur kan næppe undervurderes, og så forskellige forfattere som James Joyce, Franz Kafka, Virginia Woolf og Orhan Pamuk har omtalt den som afgørende for deres forfatterskab, mens Sigmund Freud har kaldt den ’den mest storslåede roman der nogensinde er skrevet’.

Romanen har tidligere været oversat til dansk, senest i 1940erne af Georg Sarauw. De tidligere oversættelser har dog været præget af datidens tendens til fortolkning og sproglig udglatning. Nærværende oversættelse skulle gerne råde bod på disse fortolkninger og begrænse sig til en meget nøje oversættelse af Dostojevskijs oprindelige tekst.

“Marie Tetzlaffs kraftpræstation af en nyoversættelse er en kærkommen støvklud, der fjerner det lidt bedagede over de tidligere oversættelser og leverer en moderne, men nuanceret og respektfuld udgave.”

❤❤❤❤❤❤

– Politiken

“Jeg læste romanen første gang i gymnasiet. Dengang mente jeg, at det var den bedste roman, der nogensinde var skrevet. Mellem os sagt: Det mener jeg stadig”

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

– Kristeligt Dagblad

Wilhelm Meisters læreår handler om købmandssønnen Wilhelm, der i en ung alder først forelsker sig i teatret og siden i en ung smuk skuespillerinde. Hans passion for teatret får ham til at bryde op fra sit hjem, hvor det ellers forventes, at han skal føre familiens handelsvirksomhed videre. Blandt omrejsende skuespillere og gøglere finder Wilhelm langsomt sig selv og danner sin balancerede personlighed, udspændt mellem kunsten og en borgerlig tilværelse.

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), tysk forfatter og videnskabsmand der stod i spidsen for den såkaldte Weimarer Klassik, der også talte Friedrich Schiller. Goethe skrev både drama, lyrik og prosa og hans værker hører til blandt de mest indflydelsesrige i eftertidens europæiske litteratur. Wilhelm Meisters læreår (1795-96) er blevet kaldt den første dannelsesroman og betragtes sammen med Wilhelm Meisters vandreår (1829) som Goethes prosahovedværk.

“En fremragende nyoversættelse (…) en rent ud sagt forrygende roman!”

– Weekendavisen

“(…) en mesterlig oversættelse. Et flydende, fejlfrit dansk i en let patineret stil slutter tæt om romanens indhold.”

❤❤❤❤❤

– Politiken

“Den første store dannelsesroman, som blev mønstermodel for genren.”

– Information

⭐⭐⭐⭐⭐

– Kristeligt Dagblad

I Ja fra 1978 gennemgår en videnskabsmand en livskrise, i forbindelse med sit videnskabelige arbejde i en lille landsby. Da en Schweizisk ingeniør og hans persiske kone ankommer til byen, finder videnskabsmanden i den persiske kvinde en ny åndsfælle. På lange gåture i skovene uden for landsbyen, får videnskabsmanden bearbejdet sin livskrise i samtaler med den persiske kvinde. Desværre har samtalerne den modsatte effekt på den persiske kvinde.

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition.

“En pragtfuld tilføjelse til rækken af Bernhard-værker (…) Vil kunne både underholde og pirre såvel trofaste som nye læsere af Thomas Bernhard.”

– Atlas Magasin

“Den bernhardske pessimisme (…) har altid hensat mig i en tilstand af fryd og største livsmod.”

❤❤❤❤❤

– Politiken

“Den virtuose østriger Thomas Bernhard leder endnu en gang sin læser ad mørke stier.”

– Weekendavisen

“Det er et grumt eventyr fra den mørkeste af alle skove: eksistensens. Men det er som sædvanlig hos Bernhard også gnistrende – og forløsende – morsomt.”

– Information

⭐⭐⭐⭐⭐

– Kristeligt Dagblad

I et lille landbrugskollektiv i en udørk af en landsby melder to gådefulde personer deres ankomst. Kollektivets beboere stiller store forventninger til de to mystiske fremmede og det bliver svært at afgøre om der er tale om profet og discipel, eller om det er selve djævlen og hans lærling der har meldt sin ankomst.

László Krasznahorkais debutroman fra 1985 Satantango er en almengyldig fortælling om fascination og forfald i en totalitær verden. I en særegen stil, med alenlange sætningskonstruktioner, indkapsler romanen et dystopisk og humoristisk-grotesk univers.

László Krasznahorkai er født i Gyula i Ungarn i 1954. Han er en af Ungarns vigtigste samtidsforfattere og er blevet tildelt en række litterære priser i Ungarn, Tyskland og USA for sine romaner og noveller. Sammen med landsmændene Imre Kertész, Peter Nadas og Peter Esterházy udgør han en generation af forfattere, der alle har haft deres gennembrud i tiden efter Anden Verdenskrig. Hans stil bliver ofte sammenlignet med forfattere som W.G. Sebald og Thomas Bernhard, mens hans eksistentielle tematikker kan sammenstilles med Kafkas, Gogols eller Dostojevskijs. Krasznahorkai modtog i 2015 The Man Booker International Prize. Forlaget Sisyfos har i 2015 udgivet Krasznahorkais Modstandens melankoli der oprindeligt udkom i 1989.

“Genial prosa”

❤❤❤❤❤❤

– Politiken

“Foruroligende og originalt medrivende (…) ofte grotesk morsom”

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

– Jyllands-posten

“Ungarske László Krasznahorkais debutroman om en verden i opløsning og en flok ryggesløse fordrukne og forhorede mennesker er genial romankunst.”

– Information

“Romanen lever og ånder på sin egen opløste og sortsynede måde.”

⭐⭐⭐⭐⭐

– Kristeligt Dagblad

“En eksemplarisk oversættelsesindsats”

– Weekendavisen