Peter Thiesen

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition.

I Beton fra 1982 kæmper musikologen Rudolf med at skrive en afhandling om komponisten Mendelsohn Bartholdy. I stedet for at komme i gang med skriveprocessen, fortaber Rudolf sig i alle mulige overvejelser om livet, særligt centreret om forholdet til hans søster. For at få skrivero tager han til Palma på Mallorca, men forstyrres her af mindet om en kvinde med en grufuld skæbne.

“Imponerer med sin formfuldendte prosa.”

⭐⭐⭐⭐

– Kristeligt Dagblad

“Et skånselsløst psykologisk portræt.”

– Weekendavisen

“Bernhard er en mester i citatværdige vredesudbrud.”

– Information

“Suverænt sortsyn, suverænt sprog (…) overdrevet stærk litteratur.”

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

– Berlingske

Mellem 1963 og 1980 modtog Bernhard 9 af de mest prestigefyldte priser i den tysksprogede verden. I Mine priser redegør Bernhard for omstændighederne i forbindelse med disse prisceremonier og de indimellem skandalelignende scener der fulgte hans ofte provokerende takketaler.

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition.

“Det vi taler om er uudforsket, vi lever ikke, men formoder og eksisterer som hyklere, fornærmede som vi er, i naturens fatale, når alt kommer til alt, letale misforståelse som vi i dag i kraft af videnskaben er fortabt i; fremtrædelserne er dødelige for os, og ordene som vi jonglerer med i hjernen på grund af vores forladthed, de tusinde og hundredetusindevis af forslidte ord som vi takket være den infame sandhed kan erkende som den infame løgn og omvendt den infame løgn som den infame sandhed, uanset sprog, uanset forhold, ordene som vi drister os til at udtale og skrive, og som vi som talende vover at fortie, ordene som kommer af intet, som ikke er til noget, som ikke er for noget, hvilket vi ved og holder hemmeligt, ordene som vi klamrer os til fordi vi er vanvittige af afmagt og ramt af galskabens fortvivlelse, ordene som kun inficerer og ignorerer, udvisker og forværrer, ydmyger og forfalsker, forkrøbler og fordunkler og formørker, som når de kommer ud af munden og nedfældes på papiret, misbruger os ved hjælp af deres misbrugere; ordenes og deres misbrugeres karakter er det uforskammede; ordenes og deres misbrugeres åndstilstand er den hjælpeløse, lykkelige, katastrofale . . .”

“Giv mig frem for alle andre friheder friheden til at vide, til at ytre mig og til frit at argumentere efter min samvittighed.”

‘Areopagitica´ er et forsvarsskrift for trykkefrihed og angreb på censur, historisk, aktuelt og generelt. Den specielle titel stammer fra den oldgræske taler Isokrates´ skrift af samme navn, hvori denne plæderede for at moderere det radikale demokrati i Athen ved at genoplive rådet af veletablerede og kyndige borgere, der fra gammel tid havde haft sæde på højen Areopagos. Var Athen i krise på Isokrates´ tid, gjaldt det i ekstrem grad England i 1644, da hele landet lå i borgerkrig på alle fronter, ydre som indre, religiøst, politisk og etnisk, og intolerancen i denne religionskrigenes tidsalder i Europa rasede med bål og brand og censur mod ´de andre´, de anderledes tænkende og troende. Da Miltons eget parti, puritanerne, havde fået magten i det engelske parlament, greb også de til den bogcensur, som de så længe selv havde lidt fra konge- og kirkemagtens side. Da er det, at Milton skrider til et velargumenteret og i samtiden unikt angreb på selve censuren – 50 år før dens ophævelse i England og 200 år førend i Danmark. Et af omfang lille, men i historisk betydning vidtrækkende skrift, der hører hjemme i den tidligste fase af Oplysningen.

John Milton, engelsk digter (1608-74), mest berømt for sit store epos ´Paradise Lost´ (1667; da. ´Det tabte paradis, 2008), digtet over Bibelens syndefaldsmyte, hos Milton en allegori om Gud og Satan i kamp om menneskets sjæl, om dets syndighed og anger og mulighed for tilgivelse. Hertil indbød Miltons dramatiske tidsalder med dens krig på sjæl og legeme om såvel den rette tro som den rette styreform: borgerkrigen mellem puritanere og statskirke, parlament og kongemagt og mellem englændere, skotter og irere. Milton tog aktivt del heri, idet han, den lærde puritaner og republikaner, udgav en række skrifter mod konge- og bispemagt, foruden værker om sit folks historie, om opdragelse og retten til skilsmisse. I 1644 trodsede han tillige den af sine egne genindførte censur ved at udsende skriftet ´Areopagitica´, et historisk forsvar for trykkefriheden. Milton endte sine dage som fuldstændig blind, men havde således tidligt og klart set, hvad der var og er den ufravigelige betingelse for et samfund, der bygger på viden og fri udveksling af synspunkter.

Niels Henningsen, født 1950, klassisk filolog og oversætter af en række centrale værker i europæisk filosofi, fra de tidligste græske filosoffer, over Platon, Aristoteles, Plotin, 1600-tallets Bacon, Descartes, Spinoza, Locke, senere Hume og op til Nietzsche, på tærsklen til vor egen tid.

Witold Gombrowicz’ dagbog blev til, mens han var i eksil i Argentina. I perioden 1939-1963 befandt Gombrowicz sig i Buenos Aires efter at være strandet på en rejse fra sit hjemland Polen ved anden verdenskrigs udbrud. Bag sig havde han et eksperimenterende forfatterskab, der havde gjort ham kendt i Polen og i kulturelle kredse i det øvrige Europa. Eksilet i Argentina gav Gombrowicz et helt nyt perspektiv på både polsk og europæisk kultur, og det er dette verdensbillede, man bliver præsenteret for i disse dagbogsoptegnelser. Intet er for stort eller småt til at finde plads på disse sider, der både kan læses som en selvanalyse og en kulturkritik af alle samtidige æstetiske og ideologiske værdier.

Witold Gombrowicz (1904-1969) skrev både romaner, skuespil og noveller. Dagbogen, der også tæller perioden 1959-69, anses for hans hovedværk.

‘Det døde hus’ er Dostojevskijs måske mest personlige roman, baseret på hans ti år i fangelejr og landflygtighed i Sibirien, straffen for en deltagelse i en politisk studiekreds. Romanen følger den adelige straffefange Gorjantjikovs oplevelser i en sibirisk fangelejr, hvor han stifter bekendtskab med en broget skare af medfanger fra alle lag og egne af det russiske samfund. Med psykologisk dybde beskrives forbrydelsens væsen og det særlige lejrliv, der som en modpol til det omgivende samfund har udviklet sine egne normer og regler. Romanen blev Dostojevskijs andet gennembrud efter 1840’ernes tidlige værker og kan ses som en forløber for hans senere store værker. Mange af de kendte personer fra romaner som ‘Idioten’, ‘Forbrydelse og straf’ og ‘Onde ånder’ findes i deres urform i disse ’Optegnelser fra det døde hus’.

På et isoleret sted ved Islands sydkyst, hvor der aldrig sker noget som helst, modtager man efterretninger om verdenskrigens rædsler. Inden man ved af det, har begivenhederne sendt deres forgreninger til stedet, og nutiden holder sit indtog med uforudsigelige følger. Forfatteren tegner et knivskarpt billede af et samfund ved et vendepunkt, af menneskets evige kamp for sin tilværelse, kampen mod uvidenhed og ensomhed, og mellem sandhed og løgn, mod dumhed og griskhed. Og historien gentager sig til stadighed under nye og ændrede vilkår, generationer kommer og går … men slægtens ånd fornægter sig ikke, ingen kan flygte fra sig selv.

Romanen er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2016.

Guðbergur Bergsson (f. 1932) har skrevet et stort antal bøger, oversat fremstående værker og bidraget med artikler til aviser og tidsskrifter. Han har modtaget adskillige priser og hædersbevisninger for sine værker, bl.a. Den Islandske Litteraturpris og Det Svenske Akademis Nordiske Pris.

I Thomas Bernhards femte og sidste selvbiografiske roman følger vi ham i hans første syv leveår. Fra hans landflygtige fødsel i Holland, hvor hans alenemor forsørger ham i hans første leveår, til hans liv hos hans bedstefar i Østrig og Tyskland i de efterfølgende år.

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Et barn er den sidste af fem selvbiografiske romaner, som udkom i årene 1975-82. De fire første, Årsagen. En antydning (da. 2011), Kælderen. En unddragelse (da. 2012), Åndedrættet. En afgørelse (da. 2013) og Kulden. En isolation (da. 2014) er alle udkommet på Forlaget Sisyfos.

Når hun så mig, så hun min far, hendes elsker som havde ladt hende i stikken. I mig så hun kun alt for tydeligt ham der havde ødelagt hende, det samme ansigt, ved jeg, for jeg har trods alt engang set et fotografi af min far. Ligheden var forbløffende. Mit ansigt lignede ikke kun min fars, det var det samme ansigt. Den største skuffelse i hendes liv, det største nederlag indtraf i det øjeblik jeg kom til verden. Og skuffelsen kom hende i møde hver dag jeg levede sammen med hende. Selvfølgelig mærkede jeg hendes kærlighed til mig, men samtidig altid også hadet til min far som stod i vejen for min mors kærlighed til mig. På den måde blev min mors kærlighed til mig, barnet født uden for ægteskab, altid undertrykt af hadet mod dette barns far; kærligheden kunne aldrig udfolde sig frit og med den største naturlighed.

I Thomas Bernhards fjerde selvbiografiske roman Kulden. En isolationer den lungesyge Bernhard indlagt på lungesanatoriet Grafenhof. Hans sygdom forværres af lægesjusk og han svinger imellem oprør og tilpasning i løbet af det lange ophold. Imens løsnes hans bånd til familien, der bliver ramt af et dødsfald hvilket på godt og ondt sætter den unge Bernhard fri.

»Siddende på træstubben så jeg mig banke på alle disse husdøre, men der blev ikke åbnet for mig. Jeg var altid blevet afvist, aldrig accepteret, aldrig taget imod. Mine fordringer var aldrig blevet accepteret, mine krav var de mest storhedsvanvittige, krav som et ungt menneske sætter så højt at de ganske enkelt ikke kan accepteres, de mest storhedsvanvittige krav til livet, til samfundet, til alt. Derfor måtte jeg i mit hovmod der gjorde krav på alt, hele tiden eksistere med nakken dukket. Hvordan var det nu det egentlig hang sammen, sagde jeg, altså kronologisk?, hvorefter jeg pakkede alt det som var pakket ind og snøret sammen, ud igen, lidt efter lidt, nu havde jeg den nødvendige ro, og før jeg havde fået pakket alt ud, krigen og dens følger, min bedstefars sygdom, min bedstefars død, min sygdom, min mors sygdom, hele min families fortvivlelse, deres knugende livsomstændigheder, håbløseeksistenser, pakkede jeg det hele ind igen og snørede det til. Men jeg kunne ikke lade denne sammensnørede pakke ligge, jeg måtte tage den med mig igen, og af og til åbner jeg den og pakker den ud, for derefter at pakke den ind igen og snøre til.«

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Kulden. En isolation er den fjerde af fem selvbiografiske romaner, som udkom i årene1975-82. De tre første, ’Årsagen. En antydning’ (da. 2011), ’Kælderen. En unddragelse’ (da. 2012) og ’Åndedrættet. En afgørelse’ (da. 2013), er alle udkommet på Forlaget Sisyfos.