Peter Thiesen

Af Ilse Aichinger, Alfred Andersch, Ingeborg Bachmann, Hans F. Bender, Wolfgang Borchert, Heinrich Böll, Friedrich Dürrenmatt, Wolfgang Hildesheimer, Marie Luise Kaschnitz, Elisabeth Langgässer, Luise Rinser, Arno Schmidt, Wolfdietrich Schnurre & Martin Walser.

Efter Anden Verdenskrigs afslutning befandt hele Centraleuropa, og særligt Tyskland, sig i nulvte time, Stunde Null, som tilstanden også betegnes. Intet sted viser dette tomrum sig tydeligere end i litteraturen, for hvad kan man skrive om, når alt ligger i ruiner? Kortprosaforfatterne valgte at beskrive det, som var. De fikserede på denne måde virkeligheden i et røntgenblik og fremviste situationen i hele sin fortvivlende håbløshed; kun sådan kunne et håb få lov til at spire igen. Min blege bror. Tysk kortprosa efter krigen tæller – udover store, anerkendte forfattere som nobelpristageren Heinrich Böll, Ingeborg Bachmann og Arno Schmidt – også mindre kendte forfattere som Elisabeth Langgässer, Hans F. Bender og Luise Rinser. Flere af teksterne indeholder skildringer af hverdagsliv, eller mangel på samme, i en turbulent efterkrigstid, som er farvet af hungersnød, inflation og enorme traumer, psykiske som fysiske. Andre tekster peger mere frem mod kortprosaens videre udvikling og på udviklingen inden for nyere litteratur generelt.

To unge mænd, Witold og Fuks, forlader storbyen for at hellige sig studier i den polske Zakopane-provins. De indlogerer sig på et privat pensionat, men finder udenfor pensionatets have et mærkværdigt syn i form af en hængt spurv. Mysteriet om hvem der har hængt spurven tager form af en detektivgåde de to unge mænd forsøger at løse. Familien bag pensionatet bliver dybt involveret i opklaringen af mysteriet, der imidlertid tager en absurd drejning.

Gombrowicz’ udgangspunkt i detektivgenren udvikler sig i løbet af Kosmos til at blive en eksistentiel fabel om mening og fortolkning af virkeligheden, mens det oprindelige mysterium om spurven fortaber sig i tåger.

Kosmos er med Gombrowicz’ egne ord: “ikke en almindelig roman, der fortæller en historie, lad os sige en tragisk kærlighedshistorie. Det centrale tema i romanen er selve tilblivelsen af dens historie, med andre ord tilblivelsen af en virkelighed … I romanen ser vi, hvordan en given virkelighed stræber efter at blive til ud fra vores associationer, dovent, kejtet … i en jungle af misforståelser og forfejlede fortolkninger. Og i hvert øjeblik fortaber den uhåndterlige konstruktion sig i kaos.”

Witold Gombrowicz (1904-1969) debuterede i Polen i 1930’erne, og sammen med Bruno Schulz og Stanislaw Ignacy Witkiewicz betragtes han som en af de radikale fornyere af den polske højmodernisme. Eksperimenterne med litteraturens former og genrer, den kreative bearbejdning af de moderne kunstneriske og intellektuelle strømninger: psykoanalyse, eksistentialisme, surrealisme og avantgarde, gjorde de tre ”musketerer” (Gombrowicz’ spøgefulde betegnelse for gruppen) berømte også uden for Polens grænser. Gombrowicz selv var kosmopolit, fra 1939 levede han i eksil i Argentina og senere, i 1960’erne, i Frankrig. Hans romaner blev oversat til mange sprog, og hans skuespil opføres den dag i dag på et stort antal europæiske scener. Kosmos blev hans sidste værk, og lige inden sin død erkendte Gombrowicz selv i et interview, at bogen kan læses som en ”sum” af hele hans forfatterskab:

”For mig er Kosmos sort, først og fremmest sort, en slags oppisket strøm fuld af hvirvler, forhindringer, oversvømmelser, sort vand, hvor tusindvis af affaldsstumper driver forbi, og mennesket står og stirrer på det – stirrer på det og er fanget af det – og forsøger at afkode, forstå, forbinde det til en eller anden helhed… Sorthed, frygt og nat. En nat gennemtrængt af lidenskabelighed, inficeret med kærlighed. Ikke til at vide… Jeg tror, at frygten i Kosmos vil blive afkodet, men ikke lige med det samme.”

I krigens sidste desperate år, oplever Bernhards alter ego som fjortenårig, hvordan hjembyen Salzburg langsomt går i opløsning under de allieredes tæppebombardementer. Den ydre terror har sit indre modstykke på kostskolen, hvor den unge dreng er helt overladt til nazisten Grünkranz’ nåde. Midt i al desperationen opbygges et fællesskab blandt byens hårdt prøvede civilbefolkning. Men med krigens afslutning begraves nazismens rædsler i ruinerne, og fællesskabet erstattes af en gennemgribende fortrængning. På kostskolen afløser en katolsk dagsorden den nazistiske, men det gør faktisk ingen forskel for den unge, kriseramte Bernhard.

Årsagen er en sønderlemmende kritik af Østrigs forfald til løgnen og fortrængningen, men først og fremmest er den et gribende portræt af et ensomt, fortvivlet og højt begavet ungt menneske, der får sin sensibilitet skærpet af krigens rædsler.

”Disse optegnelser må noteres nu og ikke senere, de må noteres i dette øjeblik hvor jeg har mulighed for uden forbehold at hensætte mig i den tilstand jeg befandt mig i dengang i min barndom og ungdom og særligt i lære- og studietiden i Salzburg; jeg må gøre det med den ubestikkelighed og oprigtige skyldighed som er nødvendig for en sådan beskrivelse som antydning af dette sandhedens, virkelighedens og fakticitetens øjeblik dengang”.

Årsagen er den første af i alt fem autobiografiske romaner Thomas Bernhard skrev i perioden 1975-82.